lørdag den 19. juli 2014

Reformertræning - en overset træningsform


Billedet er lånt fra powerhousecph.dk
Da jeg efterhånden har prøvet en del forskellige træningsmetoder og endnu ikke har fundet "the one" zapper jeg lidt omkring og forsøger mig med så mange forskellige ting, som jeg kan finde. Så da jeg for en månedstid siden modtog et nyhedsbrev (jeg slet ikke var klar over jeg havde skrevet mig op til) der tilbød én gratis prøvetime hos Power House CPH, var det ikke svært at beslutte mig for at give det en chance.
 
Jeg har aldrig været bidt af hverken yoga eller pilatesbølgen. Det har ikke fanget mig, i det jeg har lidt svært ved at kalde det en træning, hvis jeg ikke føler jeg har været presset til kanten. Jeg gav det en chance og her kan du læse om min oplevelse:

Efter jeg modtog mailen, bookede jeg en time via deres meget brugervenlige bookingsite. Jeg var ikke helt klar over hvad jeg skulle forvente da jeg cyklede ud mod Østerbro, i det jeg kun kendte til reformeren igennem et indslag i "Go' Morgen Danmark".

Gud hvor blev jeg positivt overrasket, da jeg trådte ind ad døren!
Jeg har været vant til at træne i kommercielle træningscentre, såsom FitnessDK, Fitness World og Crossfit Copenhagen, hvor alle passer deres eget og kun løfter blikket fra gulvet for at kigge på sig selv, der flexer til spejlet..

I Powerhouse, kom jeg ind og fandt hurtigt omklædningsrummet i det lille lokale. Der var dejlig lyst og en god atmosfære. Jeg låste mine ting inde i et skab, der hverken krævede depositum, kort eller at jeg medbragte min egen lås. Da jeg trådte ud af døren og ville sætte mig ind og se på holdet før mit, blev jeg mødt af en meget glad, fremmed dame med et "Hej!" (som jeg senere fandt ud af hedder Gun Britt og er frisør). Jeg satte mig i sofaen, som var placeret midt i lokalet og med udsyn til det igangværende hold, som i modsætning til FW ikke var klemt inde bag lukkede døre. Hele 'centeret' er et stort åbent lokale, med undtagelse af TRX-rummet.

Vi kom til og fandt hver vores reformer, med god afstand til sidemandens. Og hvad er en reformer så? Det er en pilatesmaskine, der er bygget op af fjedre, stropper, et sæde, en bar og et jumpboard og de siger der er over 600 forskellige øvelser, man kan lave på den, så der skulle være mulighed for varieret træning!

Vi lavede en del øvelser for overkroppen, hvilket passede mig ganske fint, da jeg oftest selv træner ben, dog var der stadig blandet forskellige squat-variationer ind. Der er begrænsede pladser på holdet, som selvfølgelig er begrænset af antallet af maskiner, så træneren, som i dagens anledning var Jan Svensson, nåede fint rundt til alle og tjekkede teknik og vægtmodstand. 

Da der var gået en time, som gik overraskende hurtigt, svedte jeg som en gal. Jeg følte jeg havde givet alt hvad jeg havde, men var foruden den udmattende følelse, jeg oplever efter styrketræning. Jeg følte mig ikke øm dagen efter, men på 2. dagen var jeg slet ikke i tvivl om, at det havde været godt for noget.

Det er desværre en dyr form for træning (130 kr pr time), men det er hel klart et fantastisk supplement til min "almindelige" træning og ærgeligt at der ikke er flere steder i KBH der tilbyder det, for det er klart en træningsform der er stærkt overset!

Flere kendisser har allerede opdaget reformermaskinen, bl.a. Ibi Støving, læs om hendes oplevelse og motivation her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar