Overstået KvindeTri og nyt triatlon på vej

Mit seneste indlæg (som i øvrigt er 100 år siden) handlede om min deltagelse i IformKvindeTri, eller ihvertfald mine intentioner om at deltage i det. Det blev afholdt den 1. Juni og her får i min oplevelse af eventet.

Jeg havde på forhånd fået trænet alt for lidt, en enkelt tur i svømmehallen, med min veninde der skulle forsøge at lære mig crawl og en enkelt tur omkring Arresø med min far på cyklen var hvad det var blevet til, inden jeg den 31. maj hentede min fars aflagte cykel alt for sent om aftenen og derefter kørte mod København.

Da jeg kom hjem, pakkede jeg alle mine ting så jeg var klar til at komme tidligt afsted søndag morgen, så jeg ikke skulle stresse rundt på løbspladsen inden min starttid kl 9.53. Det endte selvfølgelig med at jeg kom alt for sent i seng, og kun nåede at sove 5 timer inden min alarm ringede og det var blevet den 1. juni 2014. Jeg opdagede hurtigt at jeg heller ikke havde købt ind til en solid morgenmad, og havde kun en banan, der så skulle holde mig igang resten af dagen. 

Jeg kørte afstod mod Gentofte, fandt en parkeringplads og begyndte at begive mig ned mod startområdet. Jeg fandt min plads til cyklen og fik skiftet til svømmetøj som endte med en sportsbh og et par short, for jeg havde selvfølgelig heller ikke fået købt den badedragt jeg syntes jeg havde brug for. Jeg havde nu en halv time til at sidde og vente på klokken blev 9.53, som var min starttid. Jeg satte mig til rette, og kiggede på alle de andre som ivrigt sprang i vandet, klar til at se hvor hård en minitriatlon egentlig er og jeg kunne til min store glæde se, at det var de færreste der forsøgte sig med crawl, så jeg følte mig ikke hel ved siden af.

Klokken blev 9.53 og jeg kom i vandet, 300 meter skulle jeg svømme. Med undtagelse af min svømmetur i Frederiksberg svømmehal 3 uger forinden, havde jeg ikke svømmet siden folkeskolen, som vel er noget lignende 4./5. klasse. Vi startede 4 samtidig og jeg blev lynhurtigt overhalet af de andre 3, men jeg tog det stille og roligt og svømmede der ud af så godt jeg kunne og jeg kom igennem! Jeg løb så hurtigt jeg kunne ud for at finde min cykel, mens jeg smed en t-shirt over hovedet, så jeg kun skulle have mine sokker og cykelsko på, jeg kom ret hurtigt afsted, hvis jeg selv skal sige det, og var ikke ét sekund i tvivl om at min styrke lå i cyklen, så der skulle fart på, hvis jeg skulle have en god tid. Mit mål forinden var 2 timer, det havde jeg aftenene i forvejen i min søvnløshed sænket til 1 time og 45 minutter, så jeg cyklede så hurtigt jeg kunne, brugte alle de amatørkneb jeg kendte til, for at få fart på og syntes selv det gik overraskende hurtigt, jeg kom ind i skiftezonen hvor den frivillige spurgte om jeg havde cyklet 2 omgange, det mente jeg.. Lige indtil jeg så, at de andre 3 jeg var startede samtidig med, som havde overhalet mig i svømmehallen ikke var kommet tilbage, jeg skyndte mig op på cyklen igen og kørte den sidste runde. Det kostede lidt spildtid, men jeg var fortrøstningsfuld da jeg kom ind i skiftezonen (igen) og fik stillet cyklen fra mig og skiftet til løbesko. Her opdagede jeg til min store forbavselse hvor forholdsvis længe det tager, at omstille sine ben fra cykling til løb! Det var jeg slet ikke forberedt på.. 

Men nu manglede jeg kun 4 km løb, for at have gennemført min første triatlon, og hvor svært kunne det lige være? Sværere end jeg troede!

Jeg løb de første 700 meter og måtte så allerede lunte og gå lidt grundet siddestik! Jeg nåede til målstreget, troede jeg, og opdagede her at jeg kun havde overstået de første 2 kilometer, for der var sørme også 2 runder løb! Jeg fik dem overstået og spurgte undervejs 2 søde piger hvad klokken var blevet 11.07 var svaret, (1 time og 18 minutter efter min starttid) jeg besluttede mig hurtigt for at mit nye mål var 1 time og 30 minutter og måtte kæmpe mig igennem det sidste stykke vej med sidestik og ondt i knæet. Men jeg klarede det! Jeg gennemførte mit første (fucking) triatlon og kunne fejre det .. helt alene. For som den eneste (virkede det til) havde jeg åbenbart glemt at inviterer nogle tilskuere.

Men vigtigst af alt: jeg gennemførte mit første minitriatlon på 1 time, 27 minutter og 20 sekunder og jeg var glad! (og forkælede mig selv med et par nye Kari Traa løbebukser)

Jeg har nu fået smag for mere og har allerede tilmeldt mig (sammen med en veninde) et nyt triatlon den 10. august med lidt længere distancer (500 m, 20 km, 6 km) og jeg har denne gang sørget for at inviterer min familie, så nogle kan heppe på mig undervejs.